Her er øllet i fokus, og der er mangt og meget at vælge imellem, så der er noget for enhver smag. Stedet er indrettet med gammeldags, nostalgiske båse, hvor man kan sidde 3-10 personer – perfekt til et spil terninger, som kan lånes i baren.
Her vises også̊ fodboldkampe på storskærm, hvorfor der ofte er en masse fodboldglade mennesker. Selvom det er en autentisk bodega, er der bestemt plads til at te sig tosset og danse løs. Blandt de kulørte lamper, det stribede tapet og korssting er der rigeligt med plads fordelt på de intet mindre end tre etager.
I kælderen er der nemlig et indbydende dansegulv i vaskeægte Farfar-stil. Når du er træt efter at svinge træbenet, kan du tage en slapper og nyde en kølig på en af de andre etager.